 |
Når aktiviteterne er i FOCUS
I FOCUS stræber vi på, at have så mange fotografiske aktiviteter som mulig. Dvs. så mange aktiviteter der er opbakning og økonomi til. Med opbakning mener vi, at der selvfølgelig skal være nogle medlemmer der vil gøre brug af tilbuddet, men der skal også være hænder til at gennemføre det.
Vi har igennem de seneste år gennemført aktiviteter som:
Hyttetur: Hyttetursudvalget arrangerer årligt en ”low budget” hyttetur til en spejderhytte et sted i Jylland/Fyn’s området. Konceptet er en hyggelig social weekend med foto i centrum. Vi mødes i hytten fredag i løbet af aftenen – man kommer bare når man kan, og kan evt. have arrangeret samkørsel med andre medlemmer. Deltagerne medbringer hver især lidt til hyggen. Det kan være kager, chips, slik, whisky, rødvin etc. Udstyret findes frem og der snakkes om foto, og alt muligt andet, indtil den sidste går i seng. Der soves normalt på sovesale og de praktiske opgaver deles så vidt muligt imellem deltagerne.
En af de første der er oppe henter morgenmad, og under morgenmaden aftales det hvor dagens fototur skal gå hen i lokalområdet. Det behøver ikke være det samme sted deltagerne tager hen. Man aftaler også et tidspunkt, hvor man igen mødes ved hytten eller et andet sted – det kan f.eks. være kl. 16. Her tømmes SD kortene og der gøres klar til aften-fototuren. Aftensmaden indtages måske på et pizzaria og derefter køres til aftenlokationen.
Når alle igen er tilbage i hytten gennemgår deltagerne deres billeder og udvælger hver de 10 bedste billeder, som fremvises for de andre. Aftenen/natten afsluttes ligesom fredagen – ofte bare lidt senere.
Søndag står på oprydning og rengøring efter morgenmaden. Herefter er der en formiddagsfototur – og bilerne kører hjemad som det nu passer de enkelte.
Hytteturene er normalt placeret indenfor en køreafstand, så det stadig er interessant at deltage delvist, f.eks. 1 døgn, men det kan selvfølgelig være en afviger fra dette engang imellem. Vi har været på hyttetur i:
2005: Grenå
2006: Hanstholm
2007: Ribe
2008: Mors
2009: Hadsund
Udstillinger FOCUS vil gerne udstille sine billeder. Vi har tre årlige offentlig tilgængelige udstillinger, hhv. to på Silkeborg Bibliotek og én på Medborgerhuset. Udstillingerne er ucensureret og alle – ny som gammel – er meget velkommen til at deltage. Det gælder i øvrigt for de fleste af vores udstillinger. Der kan dog være udstillinger hvor udstillingsgruppen, der står for den specifikke udstilling, forbeholder sig ret til at fravælge billeder. Det kan f.eks. være udstillinger hvor der betales leje.
Udstillingerne kan typiske være på virksomheder/arbejdspladser, hvor der er en kunstforening.
På mange af vores udstillinger sælges billeder, og indtægten ved salget går direkte til medlemmet selv.
Ved udstillingerne skal der typisk bruges hænder til både ophængning og nedtagning. Udstillingsgruppen efterlyser hænder til dette på en klubaften eller via mail.
Har du en idé til en udstilling eller kan du få arrangeret en, så kontakt endelig udstillingsudvalget.
Konkurrencer Læs mere under menupunktet "konkurrencer"
Udlandsrejser I nyere tid har FOCUS været på et par udlandsture. Konceptet er i stil med hytteturen, bare over længere tid – typisk en lille uge – og selvfølgelig med en anden økonomi. Målet er dog altid at holde omkostningerne nede.
2008: Provence, Frankrig – besøg hos vores æresmedlem Pierre
2010: Irland
Fototure Dem kan vi jo ikke få nok af. Der er typisk nogle fototure på programmet i løbet af hver sæson. Her går turen til et sted i lokalområdet, da tiden jo er knap. Vi kan dog også engang imellem driste os på en tur til Århus, Horsens eller lign. Fototurene giver jo billeder i kassen, men de er også gode til at få og give inspiration og gode tips og tricks. Udover de programsatte fototure, så opfordres alle medlemmer til spontant eller planlagt, at arrangere en fototur engang imellem. Det behøver ikke være den helt store forkromede tur, det primære er at komme af sted – og gerne sammen med nogen.
Atelier Atelier er til brug for medlemmer der enten dyrker portrætfotografiet eller som engang imellem lige skal have fotograferet børnene, eller gøre vennerne en tjeneste og tage julebilledet af deres børn – og så selvfølgelig til alle de andre situationer. Der må ikke tjenes penge på brugen af atelier. Skal du bruge atelier for første gang, så få det demonstreret ved f.eks. at kontakte et bestyrelsesmedlem. Du skal derefter booke tiden her på hjemmesiden. Ifbm. denne booking skal du gennemlæse og godkende reglerne for brugen af atelier.
Vi er jo en fotoklub, så derfor forventer vi også at få lov til at se nogle af de bedste skud fra atelieret engang imellem. Det kan være på billedvisningsaftener, billedkritik eller spontant på en klubaften.
Kursusformidling FOCUS laver ikke kurser, men engang imellem laver vi en temadag der kan ligne det lidt. Derimod har vi nogle gange i samarbejde med Kursuscenter Silkeborg Handelsskole og Medieskolerne i Viborg fået arrangeret et PhotoShop kursus fordelt på 4-5 lørdage på nogle absolut favorable vilkår. Det er en rigtig god kickstart til at komme i gang. Kurserne har indtil nu været grundlæggende.
Temadage, f.eks. PhotoShopdag, atelierdag Vi arrangerer engang imellem en tema dag – typisk en lørdag – hvor der f.eks. er PhotoShop eller atelier på programmet. Det er en dag med plads til fordybelse og hygge sammen med klubkollegaerne. Har du idéer til en sådan dag – for det kan jo handle om hvad som helst – så kontakt bestyrelsen med din idé.
Focus Årbog Sidst på året indsamler FOCUS 3 billeder fra hvert medlem til brug i årets FOCUS ÅRBOG. Som medlem af en fotoklub er det selvfølgelig muligt at levere 3 billeder fra indeværende år – eller måske fra et tidligere år. Bogen kan købes af de medlemmer der ønsker det for en favorabel pris (kostpris) og der er ingen købetvang for dem som leverer billeder. Bogen er ofte delvist sponseret af en lokal fotohandler. De tidligere års årbøger kan ses i klubbens bibliotek. Årbogens primære formål er at skabe en historisk samling der fortæller lidt – både om medlemmerne og om billederne.
Billedkritik Hvem vil ikke gerne være bedre til at tage og lave billeder. KAN man overhovedet blive det, hvis ikke man får uvildig kritik – dvs. at kritikken (den helt fantastiske ros) ikke kommer fra din mor…… Svaret er nok nej. Vi har i løbet af året billedkritik på programmet. Her får du de andre medlemmers ubarmhjertige og velmente kritik af billedet, og det er lige hvad der skal til, for at komme over den knast der hedder at ”man stirrer sig blind på egne billeder”. Efter at have lyttet til et eller flere kritikpunkter kan man så sige eller tænke – ”nåe ja – det er jo lige det der skal til” – eller ”hold da op, det har han/hun da ingen forstand på”. Men vent med at sige noget til alle har talt – man skal give sig selv mulighed for at lytte (altså NED med paraderne).
Billedvisning Billedvisning er noget helt andet end billedkritik. Her vises billeder og derfor er der mulighed for at medbringe flere billeder end ved billedkritik. Her handler det om, at vi kan vise hinanden, hvad vi har gang i, inspirere og måske ender det endda med at to eller flere medlemmer går fra billedvisningen og har aftalt et fælles projekt. Det er også et forum hvor medlemmer kan vise sine billeder før man har modet til at deltage med sine billeder ved billedkritik.
Ad hoc: I FOCUS laver vi indimellem nogle projekter sammen med eksterne parter. F.eks. har vi deltaget i:
– at arrangere fotokonkurrencer og bedømme disse ifbm. kommunens projekt ”Vores Silkeborg”.
– Hjejlens 150 års fødselsdag – fotos leveres til bøger, slideshows o.lign.
– Stemningsfoto ved triatlon ved Almindsø.
Opgaver af denne type er altid uden vederlag, og derfor er vi altid meget opmærksomme på ikke, at tage opgaver, der ellers ville være endt i de professionelles fotografers ordrebog. |
 |
|
Author: Poul O. Jensen
|
|